LA forlader budgetforhandlinger

Ved årets budgetforhandlinger, havde jeg fornøjelsen af at repræsentere Liberal Alliance. Desværre blev det en kort fornøjelse, da vi blev bedt om at forlade forhandlingerne efter et par timers forhandling onsdag aften. 

Jeg var ellers villig til at strække mig langt, for at trække budgettet i den rigtige retning – men lige lidt hjalp det.

Borgmesteren der agerede mødeleder, insisterede på at vi skulle fastlægge skatteniveauet, inden at vi kunne forhandle noget som helst andet. Vi blev i den forbindelse mødt om ultimative krav om ikke at sænke skatten.

Dette skete på trods af at der er 455% flere skattekroner i kommunekassen, end byrådets økonomiske målsætning, samt udstykningsmuligheder for over 100 millioner.

Med dette i mente, måtte vi trække os fra budgetforhandlingerne. Herunder kan du læse den pressemeddelelse, som blevet sendt ud som reaktion derpå.

Pressemeddelelse:

Liberal Alliance får ikke opbakning til at nedsætte skatten i Solrød Kommune. Partiet forlader derfor budgetforhandlingerne, efter at have været mødt af ultimative krav, om at fastholde det nuværende skatteniveau for grundskyld og personskat.

Onsdag klokken 19.00 indledte partierne i byrådet forhandlingerne om budgettet for 2018, og de tre efterfølgende år. Efter intense forhandlinger, blev det gjort klart at Liberal Alliance ikke kunne skaffe flertal for at sænke skatteniveauet.

“Vi er meget skuffet, over man i et byråd hvor 14 ud af 19 mandater er borgerlige, ikke kan samle et flertal for at sænke skatten. Solrød Kommunes økonomi ser bedre ud, end vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os for blot to år siden” udtaler byrådsmedlem fra Liberal Alliance, Emil Blücher.

I Solrød Kommune, har byrådet en økonomisk målsætning, om at have hvad der svarer til 42 millioner i kommunekassen. Prognoser viser dog, at der ved årets udgang vil ligge knap 223 millioner i kommunekassen. Administrationens budgetforslag viser desuden at der er potentiale, for at udstykke byggegrunde i kommunen for 104 millioner kroner.

Efter Liberal Alliance’s vurdering, skyldes den manglende velvilje til at nedsætte skatten, at der i år afholdes kommunalvalg.

“Hovedparten af vores byrådskollegaer, virker mere optagede af at finde nye projekter at bruge penge på, end at sikre at der ikke opkræves mere end højst nødvendigt hos borgerne. Dette kan vi som et liberalt parti på ingen måde støtte op om” afslutter Emil Blücher.​

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *